Hårslev Efterskoles Hjemmeside


Gå til indhold

Oktober 2009

Dette Skoleår > Nyhedsbrev


Nyhedsbrev nr. 2, okt. 2009
Af Rikke Poulsen, lærer


Først og fremmest mange gange tak for sidst, til alle I engagerede forældre som først prøvede kræfter med elevernes fag, for derefter at have samtaler med k-lærerne.
Den sidste weekend i september havde vi skoleweekend. Den stod på både optagelsesmøde lørdag samt efterskolernes dag søndag. Begge dele gik godt. Vores nuværende elever hjalp til med rundvisninger lørdag, og søndag havde mange interesserende fundet vejen til Hårslev, hvor de blev mødt af arbejdende værksteder rundt omkring på skolens område. Det var en ret hektisk weekend, da disse arrangementer skulle klares samtidig med at eleverne fredag aften holdt fest på skolen, men det hele forløb rigtig fint, og vores elever fik mange roser for deres rundvisninger og hvad der ellers foregik i løbet af weekenden.
D. 7/10 havde vi vores årlige triatlonstævne, som vi var værter for. Vejrguderne var med os, for i modsætning til året forinden, havde vi tørvejr, hvorfor man med lidt bedre samvittighed satte elever af på den 22,5km lange cykelrute, fra Slagelse til Hårslev. Her skulle de agere vejvisere og gerne heppe lidt på de deltagende. Derudover var der elever i køkkenet, tidtagere i svømmehal og målområde, massøser i hvid og selvfølgelig de deltagende triatleter. Udover cykelturen fra Slagelse, tilbagelagde de aktive 475m svømning og 5,25km løb. Dagen endte også med succes, da vi for første gang tog pokalen i drengekonkurrencen hjem til Hårslev. Rune indtog førstepladen i tiden 01:12:44 og Magnus kom lige i hælene på andenpladsen. På pigesiden var der også succes at finde, da Malene vandt i tiden 01:38:53. Alle klarede deres opgaver på bedste vis. Flot!
Den kommende tid bliver præget af en masse aktiviteter udover den daglige rutine. I ugerne 45 og 46 laver vi teater, som i år bliver Hamlet. I den første uge øves, hamres, sømmes, danses, hoppes og males der til den store guldmedalje. Ugen efter har vi forestillinger både formiddage og eftermiddage. Vær opmærksomme på hjemmesiden, hvor de præcise tidspunkter vil blive lagt ud. Efter sådanne to uger, har vi nok alle brug for en puster, så d.13/11 er der forlænget weekend. Dvs. at eleverne tager hjem torsdag.
Brobygning er i uge 47. Her tager alle 10.klasserne af sted til udvalgte uddannelsessteder, mens 9.klasserne bliver hjemme til emneuge i fagene samfundsfag, historie, kristendom, dansk, engelsk og idræt.
Slutteligt et par praktiske ting. Vi er nu kommet så langt hen på året, at det er mørkt, når eleverne cykler til Sandved eller andre steder. Husk, at vi bor så langt ude på landet, at der ikke findes gadelygter. Derfor kan det være forbundet med livsfare at færdes uden lys på cyklen. Desuden vil vi huske jer på at ringe til skolen og lægge en besked, hvis jeres barn ikke returnerer søndag aften inden 22.00. Der skal have været kontakt med skolen fra forældreside, og det er ikke nok at en værelseskammerat er orienteret. Nummeret til skolens kontor er 55 45 62 66.  
Til sidst er der bare at sige på forhåbentlig snarligt gensyn til vores teaterforestillinger.


Retur til indhold | Retur til hovedmenu