Hovedmenu:
Dette Skoleår > Nyhedsbrev
Nyhedsbrev nr. 1, sept. 2009
Af Rasmus Biørn, forstander
Kære forældre og andre pårørende til vores elevhold 2009/2010.
Så er skoleåret begyndt – det har vi glædet os til længe. Som jeg sagde i velkomsttalen, har vi over sommeren haft håndværkere, rengøringspersonale, gartner og vores egne pedeller arbejdende hårdt for at gøre skolen klar, og i det store og hele er vi ved at være på plads med det hele.
Den første uge gik med introduktion til skolen, omegnen og hinanden, og den forløb fint, selvom vejrguderne ikke var på vores side hele tiden.
Vores elever er blevet fordelt på deres stam-, linje- og valgfagshold, og vi er nu i gang med vores tredje skoleuge med almindeligt skema.
Det med almindeligt skema skal måske tages med et gran salt, for mandagen havde et alternativt program, og på fredag skal skolen i Tivoli i København. Vi er gennem Efterskoleforeningen, sammen med resten af landets efterskoler, blevet inviteret til en tur i Tivoli med fokus på klima og miljø. I praksis kommer det til at foregå på den måde, at vi bruger den tidlige formiddag til oprydning og rengøring, hvorefter vi kører i busser til København. Vi kommer ind kl. 11.30 og har alle turpas, der gælder til kl. 15.
Turen retur til Hårslev for de elever der ønsker at være hos os i weekenden er kl. 16, og i tidsrummet indtil kl. 16 er skolens elever vores ansvar og skal efterleve skolens regler mht. opførsel, rygning, alkohol o.l.
Hvis I har behov for at hente jeres børn tidligere, så må I endelig ringe til skolens kontor.
Vores elever har også muligheden for at tage evt. bagage med og tage hjem fra Tivoli. Tivoli tilbyder at eleverne for 50 kr. kan forlænge deres turpas til at gælde hele dagen, og om aftenen er der Fredagsrock med Tim Christensen.
Vi er netop vendt tilbage fra lejrskole i Sverige. Vi har valgt at lægge vores lejrskole på dette tidspunkt, for at kunne få så stort udbytte af den, som muligt. Det er en periode i skoleåret, hvor alle endnu ikke helt kender alle, og vi har en god mulighed for at blive rystet endnu bedre sammen.
Jeg synes, at vi havde en god tur deroppe. Vi var mere heldige med vejret end meteorologerne havde spået og var egentlig kun ramt af rigtigt regnvejr på den sidste dag/aften.
Vores elever var i gang hver dag, og der blev kørt på dræsine, klatret på lodrette klipper, sejlet i kano og cyklet mountainbike til den store guldmedalje.
Jeg vil på det varmeste anbefale jer at gå ind på vores hjemmeside, for at se billeder fra turen.
Til sidst vil jeg opfordre jer til endelig at kontakte os, hvis der er noget I gerne vil vide eller tale om.